Om korene

Sønderjysk Pigekor og Drengekor består af 220 sangere 3 til 20 år + et forældrekor og et kor for tidligere sangere – i alt 270 sangere fordelt i 7 kor.

De yngste piger og drenge synger i Minispirekoret eller Spirekoret, de lidt ældre i Juniorkoret og de ældste piger i Koncertkoret.

Forældrekoret består af pårørende til sangerne i ovenstående kor. Godt humør, sangglæde og en seriøs tilgang til korsang er nøgleordene. Alle kan være med, og der er IKKE optagelsesprøve til forældrekoret.

Desuden er tilknyttet South Denmark Female Choir, som består af tidligere sangere i Sønderjysk Pigekors Koncertkor.

Sønderjysk Pigekor og Drengekor har eksisteret siden 1994 og har gennem tiden givet koncerter i både ind- og udland, for alle fra beboere på plejehjem til samarbejde med professionelle sangere og musikere på store scener til intimkoncerter for de kongelige.

I Sønderjysk Pigekor og Drengekor prioriterer vi fællesskabet, ambitionen, venskabet og det gode humør lige så højt som sangen. Fælles for alle sangerne er de smukke stemmer, det musikalske talent og en enorm sangglæde, men vi værdsætter også det enkelte menneskes særpræg – hos os kan du være dig selv!

Minispirekoret

Minispirerne er de helt unge sangere fra 3-6 år – både DRENGE og PIGER. I korprøverne leger vi med stemme og krop, laver sanglege, klapper sjove rytmer og lærer nogle gode sange at kende.

Der er IKKE optagelsesprøve til minispirekoret – bare kom og syng med os!

Anna Zaabalawi, minispire@sjpigekor.dk

Anna Kruse

Spirekoret

Spirene er de unge sangere fra 7-9 år – både DRENGE og PIGER. I dette kor arbejder vi med at synge en- og to-stemmigt, og lære hvad det vil sige at synge i kor. Vi synger danske sange og salmer, og der er også plads til f.eks. enkelte Disney-klassikere. Der er plads til sjov og leg, selvom vi er ambitiøse med projektet.

Antonia Blaser, spire@sjpigekor.dk

Juniorkoret

I Juniorkoret, for de 10-12-årige  DRENGE og PIGER, synger vi flerstemmigt på primært dansk og engelsk. Vi arbejder med at lære de forskellige stemmer at kende. Det er her vi går fra de nemmere ting til de sværere, vi hæver barren for både indsatsen, sangen og sammenholdet.

Mange af Juniorkorets sangere rykker op fra Spirekoret. Men man kan også komme ind via åbne korprøver og optagelsesprøver, som finder sted to gange om året.

Ida Hymøller, junior@sjpigekor.dk

Koncertkoret

I Koncertkoret synger vi et ambitiøst repertoire af sange og salmer på mange sprog.

Koncertkoret består af ca 75 PIGER fra 12 til 20 år. De fleste er rykket op fra juniorkoret, men det er også muligt at komme ind i koret via optagelsesprøverne. Det er dog en fordel at have erfaring med korsang fra tidligere ligesom kendskab til noder og flerstemmighed er at foretrække.

Koncertkoret er Sønderjysk Sangcenters flagskib. Koncertkoret har gennem de seneste år høstet flere medaljer ved prestigefyldte konkurrencer i bl.a. Tyskland, Kina og Østrig.

Mette Rasmussen, koncert@sjpigekor.dk

Forældrekoret

Forældre kan også li´ at synge! Derfor har vi oprettet et forældrekor, som alle voksne, tilknyttet koret, kan deltage i. Mens børnene synger i det ene lokale, synger forældrene i det andet. Hygge, grin og fællessang er kodeordene, og alle, der har lyst, kan være med. Koret arbejder seriøst men afslappet. Der er ikke optagelsesprøve til forældrekoret – bare kom og syng med os.

Antonia Blaser, foraeldre@sjpigekor.dk

South Denmark Female Choir

South Denmark Female Choir består af tidligere sangere i Koncertkoret. Koret arbejder som projektkor og har løbende skiftende besætning afhængig af medlemmernes tid og ressourcer. Koret øver fast sidste weekend i september og samles desuden til korrejser og korets jubilæer.

Koret ledes af Mette Rasmussen